Der er ikke meget, der slår følelsen af at komme hjem med en lille hvalp. At få lov til at begynde at kende og forme et nyt lille individ, som forhåbentlig skal være med dig i mange år. Man planlægger og ordner for at gøre alt så godt som muligt. Ugerne går, og der er et evigt styr med vaskeklude og spande, men uanset hvad et fint og kært “styr”. Der er meget at træne på, klippe kløer, børste tænder og pelspleje. Men alt er fred og fryd, og livet leger.
Herregud, en klump!
Så helt pludselig er den der – KLUMPEN! Fra den ene dag til den næste er den dukket op på hvalpen eller unghunden. Klumpen, bulen, den væskefyldte hævelse, som helt pludselig bare er der. På albuen, på hasen eller på rumpebenet. Hvad skete der?
HYGROM: Væskeophobning i bursa (slimpose) og/eller senebånd.
BURSA: Let væskefyldt slimpose, som beskytter væv på udsatte steder.
BURSIT: Betændelse i en bursa (slimposebetændelse).
Hygrom kaldes det, den væskefyldte hævelse, som pludselig dukker op på specielt udsatte steder på storvoksede hunderacer, områder som udsættes for gentagne slag eller belastninger. Oftest optræder dette på albuerne, men nogle gange også på haserne (leddet nederst på benet), eller endda på rumpebenet ved haleroden. En lille hævelse plejer at være det første tegn på, at noget er på færde.
Beskytter leddene Denne hævelse, som opstår, er kroppens egen måde at beskytte de underliggende led og skelet, som ofte og gentaget udsættes for hvalpens frække og klodsede måde at kaste sig ned på gulvet på, uanset hvor den er, ofte langt fra de madrasser og tæpper, vi så omsorgsfuldt har lagt ud over hele huset. Hygrom optræder oftest fra omkring 12 ugers alder og til hunden er cirka 1½ år. Hygromet på rumpebenet kan komme allerede så tidligt som i 9-10 ugers alder.
Ved leddene eller den fremstående skeletdel findes der noget, som kaldes en “bursa”, en slimpose, som indeholder en lidt sej og meget glat væske, kaldet “synovialvæske”. Med sin glideflade mindsker den friktionen og gør det lettere for muskler, sener og hud at bevæge sig og glide let over skeletdelen eller leddet. Ved albuen hos en irsk ulvehund kan den friske og normale bursa være så stor som en flad bordtennisbold.
Fra bursa til hygrom
Hvis bursaen udsættes for gentagne slag eller anden ydre belastning, kan der opstå en væskefyldt bursa. Kroppen producerer væske på det udsatte sted for at polstre og beskytte det underliggende væv – et hygrom er blevet dannet. Hygromer kan også opstå fra noget så banalt som de gentagne stød, der opstår i leddet, når den lille hvalp eller unge hund gentagne gange løber og hopper på hårdt underlag. Der spekuleres i, om der kan findes en arvelig disposition for hygrom, da nogle linjer ser ud til at være mere udsatte end andre.
Hygromer forårsager normalt ingen permanent skade. De går som oftest tilbage af sig selv, de absorberes af kroppen i løbet af et halvt års tid. Den konservative (ikke kirurgiske) behandling består i ihærdigt at få hunden til at ligge på bløde underlag for at mindske irritationen på det underliggende væv i leddet. Du kan også prøve at aflaste de udsatte steder ved fysisk at polstre leddene. Der findes en masse færdiglavede beskyttelser at købe, såvel som hjemmelavede. Massage kan sommetider hjælpe med at sprede væsken ud i det omkringliggende væv og reducere hævelsen. Hvis huden bliver rød, tør eller irriteret, kan du prøve at massere lidt fugtgivende creme ind for at hjælpe huden med at forblive hel og sund.
Let komplikationer
Det anbefales at lade hygromet være helt og intakt. Lad ikke veterinæren punktere og drænere uden meget stærk grund, som for eksempel infektion eller stor fare for underliggende væv. Infektionsrisikoen er meget stor, når man åbner et hygrom, og der opstår let komplikationer bagefter. At få en infektion i leddet kan være kritisk for en storvoksende race i enorm vækst.
Grapefrugt
Et hygrom på albuen kan blive så stort som en grapefrugt. Man skal være opmærksom på, at hævelsen nogle gange kan blive så stor og spændt, at den kan gøre, at blodforsyningen til det udsatte område bliver nedsat. Der kan også opstå betændelse i væskeansamlingen eller bursaen. Hygromet går da over til at blive kaldt for en “bursit”, en betændelse i “bursaen”.
En bursit kan genkendes på, at hævelsen øges i størrelse og bliver varm, hård og øm. Hunden kan blive træt og sløv, få feber og nedsat appetit. Da er det ret til veterinæren med hunden! Forsøg aldrig at punktere klumpen selv. Alle infektioner og betændelser, især i nærheden af ledd, skal tages hånd om af en veterinær og fagfolk. Vær opmærksom på, at en bursit ikke nødvendigvis kun kan opstå, hvis hunden har et hygrom med klump/hævelse, den kan opstå uden ydre tegn også.
Din opdrætter vil også være behjælpelig med råd og tips for netop din hvalp.




