I en rundkørsel i Kildare (Irland) kan du se denne statue af helten Cúchulainn, “Fionn Mac Cumhail and his Hounds” lavet af Lynn Kirkham.
Historien om den Irske Ulvehund
Historien om Irske ulvehunde er dokumenteret i Irland for mere end 2000 år siden. Hvordan de egentlig så ud, ved vi ikke så meget om, kun at de var meget store. Efter fund af en afbildning fra Tiryn i Grækenland, fra før 468 f.Kr., ser vi en hund med hoved på højde med førerens skulder. Først fra år 273 f.Kr., da byen Delphi i Grækenland blev hærget af kelterne, finder vi hundene nærmere beskrevet. Ulvehundene findes afbildet på relieffer, malerier og smykker.
Første gang vi hører om irske ulvehunde i skriftlige kilder er i år 391 e.Kr. i et brev fra den romerske konsul Quintus Aurelius Symmachus til sin bror Flavianus, som da var i England. I dette brevet takker han for de syv ulvehunde han havde modtaget. Han skriver “De er større end føl og vækkede skrækblandet beundring hvor de viste sig”. Syv var det sædvanlige antal, når hundene blev givet i gaver. På dette tidspunkt fandtes der mange varianter af racen. Alle var store, men ellers af varierende udseende og pelskvalitet.
Vikingerne I Nordisk mytologi findes der også henvisninger til de store hunde fra Irland. Gunnar jarl (cirka år 1000) får i Njåls saga en irsk ulvehund. Denne havde navnet “Samr” og blev givet i gave til Gunnar fra Lidarene. Giveren Olav Paa, sagde til Gunnar, idet han gav ham hunden: “Jeg vil give dig tre gode ting: Guldring og en kappe som den irske kong Myrkjartan har ejet, og en hund som jeg fik i Irland. Han er stor, og ikke dårligere følgesvend end en djerv mand. Mands vid har han også, og han skal gå på hver mand som er din uven, men aldrig på dine venner. Han ser på hver en mand om han vil dig vel eller ille, og han vil lægge livet til for at være dig tro. Denne hund som hedder Samr.” Derefter sagde han til hunden: “Nu skal du følge Gunnar og være så god du kan mod ham!” Hunden gik straks bort til Gunnar og lagde sig foran hans fødder.
Legender
I en rundkørsel i Kildare (Irland) kan du se denne statue af helten Cúchulainn, “Fionn Mac Cumhail and his Hounds” lavet af Lynn Kirkham. Mange irske myter og legender omtaler disse store keltiske hunde. En af de mest kendte er om den keltiske helt Cúchulainn (Hound of Ulster) eller (Hound of Culann) som dræbte hunden til en irsk smed i selvforsvar. Da smeden spurgte hvem der nu ville vogte hans husstand, tilbød den unge Setanta at tage hundens plads i et år, mens han trænede en hvalp for at erstatte den døde hund. For denne gerning fik Setanta kaldenavnet ‘Hound of Culann’ eller Cú Chulainn, og blev en af de største krigslegender i Irland.
Den mest kendte legende om en irsk ulvehund er historien om hunden Gelert. Han blev givet som gave til Llewellyn, prinsen af Wales, af kong John af England omkring år 1210. Prins Llewellyn drog på jagt, og lod Gelert være hjemme for at passe på familiens lille baby. Da prinsen kom tilbage, så han Gelert med blod om munden. I den tro at hunden havde dræbt barnet, greb han sværdet og dræbte Gelert. Derefter så han en død ulv lige ved, og hørte babyen småpludre. Gelert havde altså dræbt ulven og reddet babyens liv. Fuld af anger befalede prins Llewellyn, at der skulle rejses en statue af Gelert, og hundens navn er blevet husket op igennem århundrederne.
The flower of all his race
So true, so brave
– a lamb at home, A lion in the chase.
‘Twas only at Llewellyn’s board the faithful Gelert fed;
He watched, he served, he cheered his lord
And sentinelled his bed.
In sooth he was a peerless hound,
The gift of Royal John.
W. R. Spencer
I middelalderen blev ulvehunde eksporteret til England, Spanien, Frankrig, Sverige, Danmark, Persien (Iran), Indien og Polen. Da blev racen i større udstrækning brugt til jagt, specielt «coursing». (Jagtformen «coursing» betyder, at hunden selv indhenter og dræber byttet). Den blev brugt til jagt på både ulv og større vildt, men også hare, hønsefugl og ænder. I denne tidsperiode var ulvehunden definitivt et statussymbol, og kun adelige, kongelige og andre højtstående medlemmer af samfundet fik eje dem. Almindelige mennesker havde faktisk forbud mod at eje irske ulvehunde. Fordi hundene var så attraktive som gaver til societeten, kombineret med dårlige tider i Irland, blev den en særdelses vigtig eksportartikel for irerne.
Den sidste ulv Irsk ulvehund var som nævnt kongernes og adelsmændenes hund, og har en lang, fascinerende historie som både krigshund og ulvejæger. Den sidste ulv blev dræbt i County Carlow i Irland i 1786, og det siges, at det var hundene til Mr Watson i Ballydarton som dræbte denne ulv i nærheden af Mount Leinster. Racens popularitet gik ind i en periode med tilbagegang og blev forværret af den store hungersnød i 1840’erne. Heldigvis fik interessen for at bevare ulvehunden et løft under den spirende irske patriotisme mod slutningen af århundredet. Irsk ulvehund blev et symbol på irsk kultur og den keltiske historie.
Kaptajn Graham
Kaptajn George August Graham hjemme i haven på ejendommen Rednock i Dursley Gloucestershire i England. I perioden 1862-1900 foregik det, der er blevet kaldt genopbygningen af den irske ulvehund. Det var et storslået udavlsprojekt, hvor en række racer blev hentet ind for at genskabe den da næsten uddøde ulvehund. Da genopbygningen begyndte, var der meget få irske ulvehunde tilbage i verden. George Augustus Graham (1833-1909, biografi), en skotsk kaptajn i den britiske hær, og nogle nære medarbejdere lokaliserede, og fik efterhånden fat i omkring 40 ulvehunde – sandsynligvis meget forskellige i udseende og type – og satte i gang med krydsninger. Alle disse omkring 40 hunde er i stamtavlerne til alle irske ulvehunde, der lever i dag. I arbejdet med at genopbygge racen er der dokumenteret brug af Skotsk Hjortehund, Borzoi, Grand Danois, Engelsk Mastiff og en tibetansk hund (Wolf), købt på et marked i London, og af ukendt oprindelse.
Den første kendte udavl i Grahams projekt skete i 1862. Frem til 1900 var der i alt 80 kuld, hvor afkommet blev registreret som irsk ulvehund, og mindst en af forældrene var registreret som noget andet. Fra 1900-1923 blev der registreret 12 udavlskuld, mens den sidste registrerede udavl skete i 1942. Ingen af udavlskuldene født efter 1923 har efterkommere i dag.
Den irske kennelklub godkendte for første gang irsk ulvehund på en udstilling i april 1879, og raceklubben blev stiftet i 1885. Første gang en irsk ulvehund blev vist på en udstilling arrangeret af The Kennel Club i England, var i 1886. Kaptajn Grahams egen tæve «Sheelah» vandt.